325
Siddekoncert
Varighed: 1×75 min.
Dørene åbner en time før
Lækker tapastallerken: kr. 150
Nyd en lækker tapastallerken fra før koncerten. Spisning starter kl. 18.00
Billetsalget er startet. Spørgsmål eller hjælp til billetsalg på 97 85 11 57
50 NYE ’SANGE TIL LIVET’ SER DAGENS LYS EFTER ÅRTIER I ANNE LINNETS SANGSKUFFE
Det lyder skørt, når man siger det i dag, men i en lang, lang årrække lå den nu yderst velkendte og elskede Anne Linnet-sang ’Forårsdag’ i en skrivebordsskuffe og bare ventede. Ventede på at finde sit rette hjem. Det samme gør sig gældende for de 50 ’SANGE TIL LIVET’, som Anne Linnet nu hiver frem, efter årtier i sin sangskuffe, og udgiver samlet digitalt og på 4xCD den 4. november 2022.
”’Forårsdag’ skrev jeg, da jeg var ganske ung, og den lå i min skrivebordsskuffe i 18 år. Først lavede jeg Anne Linnet Band, som ikke føltes som det rette sted for sangen at bo, fordi Anne Linnet Band var fest og farver. Efterfølgende kom Marquis de Sade, og der syntes jeg heller ikke, den kunne bo. Det gik slet ikke. Så den lå ligesom bare der, men jeg havde det hele tiden i baghovedet, at jeg var glad for den sang. Og da jeg lavede albummet ’Jeg er jo lige her’, tænkte jeg endelig: Her kan den bo. Her er den i en sammenhæng, der er fin for den”, fortæller Anne Linnet.
Men ’Forårsdag’ er ikke den eneste sang, der har levet en stille tilværelse i en skrivebordsskuffe. Og nu udgiver Anne Linnet ikke bare et, men hele fire album under titlen ’SANGE TIL LIVET’ med 50 ’skuffesange’ fra de seneste 20 år, hvoraf nogle har ligget og puttet sig i skuffen siden 2003, mens andre er skrevet for ganske nylig. Som med ’Forårsdag’ er det sange, der ikke har passet ind nogle steder. Ikke før nu.
”På et tidspunkt gik det op for mig, at der var nogle sange, der igen lå i den skuffe. Nu sender jeg dem ud i verden, de 50 små børn er blevet voksne og skal ud i livet og klare sig selv”, siger Anne Linnet. ” Og nu får de så deres helt eget univers.
Følelser og fællessang
Som projektets titel også antyder, handler sangene om livet. Fra den spæde start til slutningen samt alt det, der kommer indimellem, når liv leves. Fælles for dem er, at de taler til følelserne. Til den længsel et menneske kan have efter et andet menneske, håbet, du bærer med dig gennem livet, afgrunden, du føler, du står ved, når du mister en nær ven, et tæt familiemedlem eller dit livs kærlighed.
”Det er meget følelsesladet. Det er meget skabt af følelser alt sammen, og man kan sagtens sætte sangene på, hvis man har brug for at græde igennem”, fortæller Anne Linnet om de stemnings- og længselsfulde, og for nogles vedkommende nærmest meditative, sange.
”Og jeg tror i virkeligheden, at der efter coronaårene – men også bare i det hele taget – er nogen, der vil have glæde af de her sange. Andre vil forhåbentlig kunne finde noget trøst i dem, da mange af sangene også er sorgbearbejdende på en eller anden måde.”
Men der er også sange til Sankt Hans, til de skiftende årstider, en sang eller to til Danmark, og sange til, når to hjerter smelter sammen til et bryllup. Flere af sangene handler også om tro – og ikke kun den religiøse af slagsen – men den tro, man kan holde andre oppe med. Det er alle sange, der taler til universelle følelser, som de fleste mennesker oplever på et eller andet tidspunkt i livet med de op- og nedture, der følger med.
”Vi kunne også kalde det en slags sangbog, der inviterer til fællessang, og det er mit håb, at sangene vil finde vej til private sammenkomster, til højskoler, gymnasier, folkeskoler og kirker, steder, hvor man deler følelser igennem fællessang”, siger Anne Linnet.
Et livsprojekt
Alle sangene står rene og udelukkende akkompagneret af pianist Jesper Bo Hansen, som Anne Linnet har spillet med i mange år. Det giver plads til, at teksterne og deres budskaber kan stå klart frem.
”Teksterne har ikke store produktioner, det er ordene, melodier og harmonierne, der har været vigtigst for mig med de her sange, og jeg er ikke spor bange for langsomme sange. Og så har jeg altid syntes, det var godt at høre andre versioner af mine sange, så jeg håber, at andre kunstnere vil kunne finde inspiration i ’SANGE TIL LIVET’ og evt. lave deres egne versioner af mine sange, så de udvikler sig hen over et forhåbentlig langt liv,” siger Anne Linnet om de 50 forskellige sange på ’SANGE TIL LIVET’, som hun glæder sig til at sende ud i verden efter at have haft dem i skuffen i næsten to årtier.”
”Det er et livsprojekt, det er det. Men det er først inden for de senere år, jeg har tænkt, at nu ser jeg lige, hvad der ligger i gemmerne og ser, om det er noget, andre mennesker kunne have glæde af. Og det, tror jeg faktisk, det er”, fortæller hun.
”Det er helt klart noget andet, end det jeg ellers udgiver. For mig har det, med de her 50 sange, været fantastisk at dykke ned i sangene og opdage, at der er en sammenhæng mellem dem. Den ene sang kommenterer på en anden, og en tredje sang uddyber dele af den fjerde. Det her er et værk, hvor sangene fletter ind i hinanden, både meningsmæssigt og musikalsk, og jeg tror ikke en udgivelse af denne karakter er set før,” fortæller Anne Linnet, som har skrevet og komponeret sange, siden hun var barn.