Christopher | Lys i mørket

Ståkoncert
Fredag den 20. november 2020 kl. 20.00
Entré: kr. 300 + gebyr
Billetsalget starter den 15. maj kl. 10.00. Billetter kan KUN købes på Ticketmaster (bemærk Ticketmaster tager gebyr på kr. 25 pr. billet)

En unik mulighed byder sig for danske fans af Christopher, når den populære sanger tager på en højspændt Danmarksturné til efteråret.

Med mere end en milliard streams på CV’et kan der ikke herske nogen tvivl om, at Christopher er en af landets absolut største popstjerner. Siden han i 2012 udgav sit første album ‘Colours’ med hitsingler som ’Nothing In Common, ’Against the Odds’ og titelnummeret ’Colours’, har han været med til at definere det danske musiklandskab – både som en knivskarp sangskriver og studieartist, men også som en raffineret performer, der lægger sit publikum ned med et brag af en energiudladning.

Siden debutalbummet har Christopher udgivet ‘Told You So’ (2014), ‘Closer’ (2016) og sidste års ‘Under the Surface’. Gennem de tre albums har vi som lyttere ikke blot fulgt en kunstner i konstant udvikling. Vi har også set et ungt talent træde ind i voksenlivet med stil – en transformation vi har fulgt på nært hold gennem sangerens personlige tekstunivers. Fra dansable og ungdommelige pop-bangere har Christopher bevæget sig hen mod et mere eftertænktsomt udtryk. En bevægelse som kommer til udtryk på ’Under The Surface’, hvor ærlighed er sat i højsædet. Som Christiopher selv beskriver: ’Jeg vil vise folk, at jeg kan andet end at få dem til at danse. Jeg kan også fortælle en personlig historie, man bliver rørt af.’ Det bliver en ærlig og stripped-down Christopher, som til efteråret lader sit publikum komme helt tæt på i en musikalsk fortælling om sin personlige rejse.

Annonceringen af Danmarksturnéen 2020 kommer i kølvandet af Christophers nye single ’Ghost’, som udkom i januar. Allerede da han slog de første spæde toner til singlen an, vidste han, at han havde fat i noget helt essentielt. ’Ghost’ markerer ikke blot, at popstjernen lægger i kakkelovnen til flere fremtidige udgivelser, men markerer også, at Christopher arbejder videre med det eftertænksomme udtryk, som han fremlagde på ’Under the Suface’. Samtidig eksperimenterer han med et mere organisk lydbillede, som er frembragt med håndspillede instrumenter og fyldige kompositioner.

På efterårets turné kan du se frem til et eksklusivt møde med en stjerne i topform. Christopher er gang på gang blevet anerkendt for sit professionelle performancearbejde – en stålsat energi som smitter helt ned til de bagerste rækker. Gaffa har tidligere beskrevet ham som ’en fuldblodsentertainer’, mens BT anerkendte Christophers koncert på Smukfest 2018 med ordene ’en overlegen popprins’. Der er dømt uhøjtidelighed, ærlighed og en rendyrket eksplosion af energi, når Christopher til efteråret lægger landet ned.