Andre arrangementer

SUNDHED, SELVVÆRD & LIVSKRISER

Lisbeth Zornig | FÅ BILLETTER

NY DATO – 25. august 2020

Din billet er automatisk overflyttet til den ny dato. Du skal blot selv notere den ny dato i din kalender eller på billetten. Hvis den nye dato ikke fungerer for dig, så refunderer vi billetten, skriv blot til info@softtalk.dk eller ring til os på 70701787.

Folkets Hus må under de seneste retningslinjer fra sundheds-myndighederne kun rumme 120 deltagere i Salen, altså omkring halv kapacitet af det normale. Det byder på noget af en praktisk udfordring, da Lisbeths foredrag er populært og længe har været udsolgt. Vi vil meget nødig skuffe hverken dig eller andre, der har glædet sig til foredraget, men samtidig er vi nødt til at rette os efter myndighedernes direktiver og begrænse antallet deltagere i salen.

Vi har derfor to forslag, som vi vil bede dig om at overveje:

A) Vi har aftalt med Folkets Hus, at Lisbeth holder et ekstra foredrag samme dag og samme sted fra kl. 16 til 18 – samme foredrag, men uden pause. Du kan være med her i stedet for om aftenen fra 19-21:30.

B) Vi har en digital version af Lisbeths foredrag – det er lidt længere og i syv afsnit – som du kan vælge at se hjemme, når det passer dig. Din nuværende billet bliver ganske enkelt erstattet med en adgangskode til foredraget. Du kan læse mere om det her: “Sundhed, selvværd og livskriser – eller Tigerdyrskuren”.

Hvis du kan se dig selv i en af disse alternative muligheder, så skriv meget gerne tilbage til mikael@softtalk.dk  med et “Jeg vælger A og kommer kl. 16” eller “Jeg vælger B og glæder mig til det digitale foredrag”.

Vi er rigtigt kede af at skulle ulejlige dig med dette, der er intet, vi hellere vil, end at byde velkommen til en aften med Lisbeth i Folkets Hus helt som planlagt. Vi håber meget på din forståelse.

Tirsdag den 25. august 2020 kl. 16.00-18.00 (uden pause undervejs)
Tirsdag den 25. august 2020 kl. 19.00-21.30 i Folkets Hus (med pause undervejs)
Billetter købes på sundhed, selvværd og livskriser – Lisbeth Zornig
Arrangør: Soft Talk

Lisbeth Zornig Andersen fortæller med afsæt i lange skygger fra barndommen og en livskrise med en konkurs om sin personlige rejse mod et liv i fysisk og mental balance. Væbnet med den nyeste viden om sammenhænge mellem krop og sind kommer Lisbeth med konkrete bud på, hvordan man kan mestre livet, finde glæden og overvinde modgang. Hun kalder det Tigerdyrs-kuren.

Lisbeth Zornig Andersen giver i dette foredrag konkrete bud på, hvordan man med kost, motion og tænkning kan tage kontrollen tilbage over sin trivsel og sit liv, så man kan leve et liv i balance – og måske oveni købet overvinde en alvorlig livskrise, der stikker en kæmpekæp i hamsterhjulet.

Stikordene er at forstå éns gener og hvordan man påvirker dem (herunder epi-genetik), betydningen af kloge tarmbakterier, veje til et anti-inflammatorisk liv, hvad meditation og yoga kan gøre, og hvorfor god søvn er livsforlængende – især, hvis man har haft en svær start på livet.

Det kan virke uoverskueligt at ændre livsstil, hvis man er presset og stresset, ude af form og i mentalt underskud, mens økonomien strammer. Det behøver det ikke at være. Lisbeth fortæller om sine egne simple teknikker og tilgange, der har ført til bedre helbred, stærkere krop, psykisk overskud og større livsglæde.

Vær forberedt på nogle timer med konkrete håndholdte tips og oplevede eksempler kombineret med ny forskning i en uhøjtidelig stemning.

Foredraget er for alle – både dem, der kæmper med at få kontrol med livet, og dem, der støtter andre.

Tre temaer:

Hvem er vi, hvad er vi formet af, og kan vi ændre vores skæbne? 

• Lisbeths baggrund, autoimmune sygdomme, senfølger, konkurs og rejsen, den startede

• Gener og epi-genetik – hvad vi kan arve fra forældre og bedsteforældre, og hvordan vi kan håndtere det

Hvordan krop og sind spiller sammen – og hvordan du kan tage kontrollen tilbage 

• Lisbeths livsstilsomlægning og de overraskende forandringer den førte med sig

• Tarmen er din anden hjerne – hvordan du gør den til din bedste ven, der passer på dig

• At leve anti-inflammatorisk, så du bekæmper autoimmune defekter. Hvorfor og hvordan?

• Søvnens helt undervurderede betydning for din trivsel – og hvordan du opnår den

• Hvad meditation og yoga kan gøre ikke bare for sindet, men kroppen

• At have attitude som en vinderhummer

 Hvordan kommer du i gang? 

• Konkrete tips til en sund hverdag, overskueligt, billigt og nemt

• Hvordan du finder de positive følelser i hverdagen – og får grinet, så maven hopper

• Små konkrete fif til den gode søvn

Slides med pointer og uddybende litteraturliste bliver udleveret til deltagerne. Det er muligt at købe forfriskelser før foredraget og i pausen.