Pernille Rosendahl – Intim akustisk tour

Siddekoncert
Torsdag den 25. oktober 2018 kl. 20.00
Forsalg: kr. 225 – ved døren: kr. 275

Billetsalget er startet i Folkets Hus samt på Ticketmaster

 

Pernille Rosendahl hylder tid og rum, når hun og hendes musikere til efteråret drager på intim akustisk tour

Glæd dig til efteråret 2018, hvor Pernille Rosendahl giver en række unikke intimkoncerter i nogle af landets smukkeste kirker med en enkelt afstikker til Folkets Hus i Struer.

Hun er sofistikeret, feminin, eftertænksom og markant i sit udtryk. Dette både ses og høres i Pernille Rosendahls unikke lydbillede, der rummer en gribende skrøbelighed og klassisk skønhed. Pernilles metier er at ramme lige dér, hvor følelser mærkes mest intenst, og med sit nærvær lukker hun publikum ind, og tager dem med på rejse i sit fantastiske og enestående musikalske univers. Et univers Folkets Hus vil danne en smuk ramme om, når Pernille til efteråret giver en række unikke intimkoncerter, hvor hun vil fremføre sit solomateriale samt nyfortolkninger af klassikere fra både Swan Lee og The Storm.

Siden Pernille Rosendahl i 2001 bragede igennem som en del af indiepopgruppen Swan Lee med debutalbummet ’Enter’, har hun fået en særplads på den danske musikscene. En position, hun understregede, da hun i 2016 udsendte sit første soloalbum ’Dark Bird’. Albummet kombinerer Pernilles sans for fine, raffinerede popmelodier tilsat et blåtonet strejf af melankoli med et søgende lydbillede, hvor der både er plads til medrivende ballader, flossede guitarakkorder samt sugende, elektroniske elementer. Dette særegne musikalske univers kommer til sin ret, når Pernille til efteråret spiller en række intimkoncerter.

Føles ventetiden lang? Imens du ser frem til Pernilles tour i efteråret, kan du glæde dig ved, at der er nye udgivelser på vej fra den sofistikerede sangerinde. Glæd dig til et 2018 i Pernille Rosendahls tegn.