DR Big Band

Siddekoncert
Torsdag den 27. september 2018 kl. 20.00
Forsalg: kr. 150 – ved døren: kr. 175
Billetsalget er startet i Folkets Hus samt på Ticketmaster (bemærk Ticketmaster tager gebyr på kr. 25 pr. billet)

Det bliver en verdenspremiere, når DR Big Band og Mathias Heise åbner sæsonen med nyt album og Danmarksturné i Folkets Hus i Struer.
Det 25-årige stjerneskud Mathias Heise er i front, når DR Big Band fra 27. september turnerer landet rundt med et spritnyt album i bagagen.

DR Big Band åbner sæsonen med den prisvindende unge mundharpe-virtuos Mathias Heise i front. Sammen turnerer de i hele landet inden sæsonen første koncert i DR Koncerthuset 11. oktober.

Der er ikke mange unge musikere, der har så klare beviser på deres talent som den 25-årige danske mundharpespiller og pianist Mathias Heise.

Ikke alene er han blevet kåret som verdensmester i at spille kromatisk mundharpe. Han har også nærmest badet i ærefulde musikpriser – fra Kronprinsparrets Stjernedryspris til priser som ‘Årets Nye Jazzstjerne’ og Ben Webster Prisen.

Nu bliver Mathias Heise hovednavnet som både solist og komponist ved DR Big Bands sæsonstart, som i år er en musikalsk tretrinsraket med både album-release, danmarksturné og en udsolgt koncert i DR Koncerthuset.

Et musikalsk bæst
Albummet The Beast (’Bæstet’), som udkommer på selskabet Giant Sheep Music den 27. september, byder blandt andet på syv originale numre, som Mathias Heise har arrangeret specielt for DR Big Band. Albummet kan købes til koncerten.

Titlen er, ifølge Mathias Heise, et billede på bigbandets særlige karakter: ”Et bigband har utrolige musikalske kræfter – næsten som et bæst eller et uhyre, der skal tæmmes. Men når man så har tæmmet det, kan man opnå utrolige ting,” siger den unge musiker.

“”Et bigband har utrolige musikalske kræfter – næsten som et uhyre, der skal tæmmes. Men når man så har tæmmet det, kan man opnå utrolige ting,” Mathias Heise, musiker og komponist

Mathias Heise uddyber:
”Et bigband spiller langtfra altid vildt og kraftigt; det kan sagtens spille helt svagt og følsomt. Men der ligger en urkraft i den samling af stærke instrumentalister, der smelter sammen i komplekse, polyfoniske mønstre – eller samles i et enstemmigt brøl, der skaber rystelser i alt og alle”.

Unikke personligheder
Med sin nøgleposition i det danske jazzmiljø har DR Big Band spillet en stor rolle for Mathias Heises egen karriere. Oprindeligt på afstand, men senere i nærkontakt.

”Jeg er meget stolt over at lave det her projekt med DR Big Band. Som ung jazzmusiker har jeg set op til medlemmerne i bandet, og jeg har endda haft flere af musikerne som undervisere, så det føles utroligt at spille – og ikke mindst indspille – min egen musik sammen med dem i dag.”

De 19 musikere i DR Big Band har, ifølge Mathias Heise, hver deres unikke personlighed:

”I mine nye numre har jeg gjort flittigt brug af de fantastiske solister, der findes i DR Big Band, og deres stærke personligheder har løftet kompositionerne op til et nyt niveau.”

Fra Tversted til Bornholm
Som optakt til DR Big Bands nye koncertsæson drager bandet sammen med Mathias Heise i slutningen af september rundt i Danmark på en turné, der bringer musikerne fra Tversted i Nordvestjylland til Musikhuzet på Bornholm – og 11. oktober venter en udsolgt koncert i DR Koncerthuset.

Her kan publikum opleve sprællevende uropførelse af numrene på det nye album, højdepunkter fra Heises imponerende karriere samt musikalske hilsner til den kromatiske mundharpes ‘Grand Old Man’: Toots Thielemans.

Som startskud til DR Big Bands nye sæson byder bandet også på klassikere fra sit store repertoire – alt sammen under ledelse af en af Danmarks mest erfarne bigband-dirigenter Nikolai Bøgelund.

Nye navne og internationale ikoner
Samarbejdet med Mathias Heise er indledningen på en sæson, hvor DR Big Band stiller skarpt på Danmark som brændpunkt for international jazz – både gennem nye nordiske navne og en række af de store internationale ikoner.

Gennem hele sæsonen viser DR Big Band på én gang sine dybe danske rødder og sit internationale format med gæsteoptrædener og helt nye værker af unge nordiske jazz-kometer som Mathias Heise og norske Marius Neset – side om side med internationale ikoner som Eliane Elias, Branford Marsalis og Jim McNeely.

For DR Big Bands kunstneriske leder Birger Carlsen viser samarbejdet med Mathias Heise, hvilken vigtig funktion DR Big Band udfylder på den danske jazzscene.

”Det er ekstremt vigtigt for DR Big Band, at vi og vore gæstekunstnere ikke bare går efter de sikre succeser, men at der til hver eneste koncert sker noget helt nyt. Ud over Mathias Heises samling af nye værker skrevet specielt til DR Big Band præsenterer vi i denne sæson nye værker, numre og arrangementer af blandt andre Marius Neset, Sinne Eeg, Marilyn Mazur og Eliane Elias – og så vil bandets egne musikere udfordre hinanden til koncerten ‘DR Big Band – Tæt på’, hvor bandets medlemmer selv har skrevet al musikken.”